Luiz Felipe Scolari havde den tvivlsomme fornøjelse at sidde på trænerbænken, da Brasiliens fodboldlandshold tirsdag røg ud af VM i fodbold med et brag.
Landstræneren, der førte Brasilien til VM-guld i 2002, er meget kontant i sin vurdering af 1-7-ydmygelsen i semifinalen i Belo Horizonte.
- Det er det værste nederlag nogensinde, siger Luiz Felipe Scolari ifølge nyhedsbureauet dpa.
Kampen blev reelt afgjort midtvejs i første halvleg, da Tyskland scorede fire mål på seks minutter og gik fra stillingen 1-0 til 5-0.
Luiz Felipe Scolari skal nu forsøge at bearbejde den historiske ydmygelse.
- Livet går videre, også mit liv.
- Resultatet falder tilbage på mig. Jeg er den ansvarlige, siger træneren.
Han skal forsøge at sætte sit hold op til kampen om bronze ved VM.
Den kamp bliver spillet på lørdag i Brasilia, hvor Brasilien skal møde taberen af onsdagens semifinale mellem Argentina og Holland.
/ritzau/