Red Bull Salzburg er overraskende færdige i Europa League efter et nederlag på 1-2 til FC Basel fra Schweiz.
Det østrigske hold har været en af turneringens helt store overraskelser med sprudlende spil og masser af mål.
Torsdagen begyndte ellers som en festaften for Salzburg-holdet, der havde fordel af hjemmebane mod Basel.
Udekampen var endt 0-0, og da de schweiziske gæster efter ni minutter fik udvist Marek Suchy, var der dækket op til endnu en triumf for østrigerne, som i 1/16-finalerne slog hollandske Ajax Amsterdam med samlet 6-1.
Midtvejs i første halvleg tog Salzburg føringen, da den spanske angriber Jonathan Soriano fik bolden i mål.
Efter pausen tog kampen så en ganske uventet drejning, da angrebsveteranen Marco Streller trods massiv opdækning headede Basel på 1-1.
Få minutter senere fik argentinske Gaston Sauro så publikum til at måbe, da han på endnu et hovedstød scorede til 2-1 for gæsterne.
Nu så det for alvor sort ud for Salzburg, der før torsdagens opgør ikke havde tabt en eneste kamp i denne sæson. Blandt andet slog østrigerne i gruppespillet Esbjerg to gange.
Salzburg kunne i den sidste halve time ikke komme med noget modtræk. Fem minutter før slutfløjt blev den svære mission ikke gjort nemmere, da angriberen Alan modtog sin anden advarsel og blev udvist.
Kampen var undervejs afbrudt i omkring et kvarter, da de schweiziske tilskuere kastede ting ind på banen.
Hvem FC Basel skal møde i kvartfinalerne bliver afgjort fredag, hvor der er lodtrækning til næste runde.
/ritzau/