Søndagens nederlag på 1-5 til Zwolle i den hollandske pokalfinale var ikke Ajax Amsterdam værdigt.
Det fastslår klubbens danske offensivspiller Lasse Schöne.
- Det var en skændsel. Det var ikke Ajax værdigt, siger Schöne til ad.nl.
Danskerklubben kom foran 1-0 efter tre minutter, men allerede ved pausen havde Zwolle scoret fire gange.
- I pausen troede vi stadigvæk på, at vi kunne komme tilbage. Hvis de kunne lave fire mål på en halvleg, så kunne vi også, siger Schöne.
Håbet om et comeback brast, da modstanderne fem minutter inde i anden halvleg scorede til 5-1.
Pokalfinalen blev undervejs afbrudt i omkring en halv time, da Amsterdam-klubbens tilhængere smed fyrværkeri ind på banen. Det skete, netop som Ricardo van Rhijn havde bragt Ajax foran med 1-0 efter tre minutters spil.
Lasse Schöne tror ikke, at fyrværkeri-episoden var årsag til spillernes kollaps på banen.
- Jeg vil ikke give fyrværkeriet skylden. Jeg tror ikke, at det havde nogen indflydelse på spillet, siger danskeren.
Ud over Lasse Schöne havde Ajax Nicolai Boilesen i startopstillingen mod Zwolle fra midten af Æresdivisionen. I anden halvleg blev Christian Poulsen sendt på banen.
Ajax-spillerne kan midt i pokalskuffelsen trøste sig med, at holdet på søndag kan genvinde det hollandske mesterskab. Kravet er blot uafgjort i udekampen mod Heracles fra bunden af Æresdivisionen.
Skulle det glippe for Ajax, så har holdet endnu en chance, når Nijmegen - næstsidst i den hollandske liga - kommer på besøg i Amsterdam den 3. maj.
/ritzau/