Schalke dukker HSV i forårspremieren

admin

10 år siden

|

26/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Schalke 04 fik en perfekt start på 2014, da holdet søndag slog Hamburger SV med 3-0 på udebane i holdenes første kamp i Bundesligaens forårssæson.

Angriberen Klaas-Jan Huntelaar bragte gæsterne på 1-0 10 minutter før pausen. Og inden for tre minutter i anden lukkede peruanske Jefferson Farfan og det tyske stortalent Max Meyer kampen med hver et mål.

Schalke rykker med sejren op på Bundesligaens femteplads. Der er dog langt op til topholdet Bayern München, der fredag aften på udebane slog Borussia Mönchengladbach med 2-0. Helt præcist adskiller 16 point de to hold.

Hamburger SV forbliver med nederlaget under nedrykningsstregen. Det tidligere storhold har i 18 kampe blot skrabet 16 point sammen.

Tidligere søndag skuffede Werder Bremen ved kun at spille 0-0 hjemme mod ligaens absolutte bundhold - oprykkerne fra Eintracht Braunschweig.

Werder Bremen ligger dermed fortsat på 11.-pladsen i Bundesligaen.

/ritzau/