Bayern München har allerede vundet det tyske mesterskab, så det er kun andenpladsen og bundstriden, som der er spænding om i Bundesligaen.
Fredag aften vandt Schalke 04 med 2-0 hjemme over Hertha Berlin foran 60.000 tilskuere og avancerede dermed til andenpladsen inden weekendens øvrige kampe.
Nigerianeren Chinedu Obasi bragte hjemmeholdet foran efter et kvarter, og den hollandske angriber Klaas-Jan Huntelaar lukkede kampen med scoringen til 2-0 blot et halvt minut inde i anden halvleg.
Sejren bringer Schalke 04 op på 54 point efter 28 kampe - to foran Ruhr-rivalerne Borussia Dortmund, som lørdag tager imod bundklubben VfB Stuttgart.
Hertha Berlin, som nu har spillet seks kampe uden at vinde og tabt fire i træk, er placeret i midterfeltet med 36 point.
/ritzau/