Saudi-Arabien stopper for visa til svenske erhvervsfolk

admin

9 år siden

|

19/03/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Saudi-Arabien optrapper en diplomatisk strid med Sverige og meddeler, at det ikke længere er muligt for svenskere at få erhvervsvisa til landet, erfarer den nationale tv-kanal SVT.

Udenrigsministeriet i Stockholm bekræfter oplysningerne, som betyder, at virksomheder, der er i gang med aktiviteter eller planlægger aktiviteter i Saudi-Arabien, ikke kan sende medarbejdere til landet.

En pressetalsmand for Udenrigsministeriet siger til SVT, at Sverige håber, at den bilaterale strid mellem svenskerne og saudiaraberne snart vil blive løst.

Saudi-Arabien har tidligere kaldt landets ambassadør hjem fra Sverige.

Det er sket på baggrund af udtalelser, som den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, fremsatte i Riksdagen den 11. februar om blandt andet undertrykkelse af kvinder i Saudi-Arabien.

- Det er indlysende, at den politik, der føres i Saudi-Arabien, langt fra er en feministisk politik. Fremfor alt krænkes kvinders rettigheder. De får end ikke lov til at køre bil. Man pisker bloggere, og man har en kongefamilie med absolut magt. Det gør det klart, at vi ikke kan bruge andet ord end diktatur, sagde Wallström.

Hun har også kaldt piskningen af den regimekritiske blogger Raif Badawi for "middelalderlig".

Sverige har besluttet ikke at forlænge en aftale om våbensalg til Saudi-Arabien, der er nummer syv på listen over Sveriges største våbenmarkeder.

Saudi-Arabien optrappede striden med Sverige, da det nægtede at lade den svenske udenrigsminister tale ved Den Arabiske Ligas udenrigsministermøde i Kairo, hvor hun skulle have talt om ligestilling og Sveriges anerkendelse af Palæstina.

/ritzau/TT