Det er ikke hver dag, der kommer nyheder om store ansættelsesrunder hos flyselskaberne, som i de senere år har været presset på økonomien.
Men nu er luftfartsselskabet SAS parat til at hyre 500 nye kabineansatte. Det er den største rekruttering af kabinepersonale inden for de seneste 15 år. Det skriver branchesitet Check-In.dk.
Det er øget produktion og fire nye langdistancefly, som betyder, at SAS mangler stewardesser og stewarder i kabinen.
Der er brug for 100 nye kabineansatte i Københavns Lufthavn, mens 300 ud af de 500 nye stewardesser og stewarder skal have base i Stockholm-lufthavnen Arlanda, og 100 får base i Gardermoen-lufthavnen i Oslo.
At så mange skal til Sverige skyldes, at det er herfra SAS' nye ruter til Hong Kong og Los Angeles kommer til at udgå fra, skriver Check-In.
Mandag kom det frem, at SAS er ved at ansætte 200 nye piloter og omskole 400 af selskabets nuværende piloter.
/ritzau/