Den samlede overenskomstaftale for omkring en halv million privatansatte på LO/DA-området er faldet på plads, erfarer Ritzau. Aftalen præsenteres på et pressemøde i Forligsinstitutionen klokken 9.15.
Hovedpunkterne i den ny aftale, som forligsmand Asbjørn Jensen vil fremlægge på pressemødet, er lønstigninger, bekæmpelse af social dumping og medarbejderes rettigheder ved afskedigelser.
Den første delaftale kom allerede i hus for fem uger siden, da man landede en aftale på industriens område. Sidenhen er arbejdsmarkedets parter blevet enige på en lang række områder.
Det var dog først natten til mandag, at aftalen for de sidste 35.000 lønmodtagere faldt på plads.
Det gælder blandt andre 9000 slagteriarbejdere, 8000 VVS'ere, 5000 malere og 3000 designteknologer og konstruktører.
Ifølge Ritzaus oplysninger har en af knasterne været omkring virksomheders brug af vikarer, hvor medarbejderforeningerne mener, at virksomheder fyrer fastansatte medarbejdere til fordel for ansættelser af billigere vikarer.
Den samlede aftale bliver sidst på ugen sendt ud til LO-medlemmerne, og et afstemningsresultat ventes klar den 11. april.
Hvis stemmeprocenten kommer over 40 procent, bliver en vedtagelse af aftalen afgjort ved almindeligt flertal. Men hvis stemmeprocenten er under 40 procent, skal mindst 25 procent af det samlede antal medlemmer stemme nej, omkring 125.0000, før aftalen forkastes.
/ritzau/