Bionaturgas Danmark, datterselskab i Naturgas Fyn A/S, Fjernvarme Fyn A/S og Faaborg-Midtfyn Biogas A.m.b.a. har ved årets start indgået aftale om at realisere et biogasanlæg på Midtfyn.
Anlægget forventes etableret ved Heden vest for Ringe og skal årligt aftage og behandle cirka 285.000 ton husdyrgødning samt omkring 75.000 ton øvrig biomasse.
Biogassen vil blive opgraderet til naturgaskvalitet og sendt ud til forbrugerne via naturgasnettet og hermed altså også til Fjernvarme Fyn, som vil aftage en andel af biogassen i deres spids- og reservelastanlæg. Biogasanlægget, der har opnået tilsagn om tilskud på cirka 40 millioner kroner fra regeringens meget søgte biogaspulje, forventes påbegyndt allerede i foråret.
Vigtigt grønt samarbejde
Naturgas Fyn får via datterselskabet den bestemmende ejerandel i det nystiftede selskab Bionaturgas Midt- fyn A/S. Naturgasselskabet er allerede engageret i en række biogasanlæg og -projekter i det jyske, og koncernens adm. direktør Ole Hvelplund ser frem til også at sikre et lokalt forankret projekt
- Vi har fra Naturgas Fyn gennem en årrække haft en klar strategi om at deltage aktivt i udviklingen af biogassektoren i Danmark. Vi er derfor glade for nu også at kunne etablere et biogasanlæg her på Fyn, hvor vi kommer fra, og samtidig sikre grøn gas til vores kunder i hele landet, siger Ole Hvelplund og fortsætter:
- Bionaturgas Midtfyn har en engageret leverandørforening bag sig, der stædigt har arbejdet på en realisering af dette spændende projekt – den ser vi frem til at samarbejde med. Og så glæder vi os også over det vigtige samarbejde med Fjernvarme Fyn. Vi mødes ellers oftest i en kamp om de samme varmekunder. Her beviser vi, at vi også kan arbejde sammen om vores fælles grønne fremtid.
Ud over en gevinst for omgivelser og miljø anslås det, at partnerskabet i etableringsfasen kan generere op mod 80 årsstillinger og ca. 10 lokale fuldtidsstillinger, når anlægget er i drift.