Peter Sagan (Tinkoff) vandt 2. etape af Tour de France, da der blev kørt 183 kilometer fra Saint-Lô til Cherbourg-en-Cotentin.
Sejren betyder, at den slovakiske cykelstjerne overtager den gule førertrøje og kører i gult for første gang i karrieren.
Blandt klassementrytterne blev etapen dyr for både Alberto Contador (Tinkoff) og Richie Porte (BMC), som begge tabte meget tid til de øvrige favoritter.
Etapen var flad, men der var ikke tale om en decideret sprintervenlig etape, da den sluttede med en tre kilometer lang, hård bakke op mod mål efter en tur ned langs kysten.
Danske Michael Mørkøv (Katusha) måtte slippe hovedfeltet 41 kilometer før mål, da han led efter sit styrt på 1. etape.
Her var også Alberto Contador (Tinkoff) udsat for et voldsomt styrt, og spanieren var også tidligt på 2. etape nede i asfalten.
Han slog samme skulder som dagen før og måtte oveni vente i flere minutter på en ny cykel. Heldigvis for ham satte hovedfeltet farten ned, og spanieren nåede hurtigt op igen.
Men altså med endnu et slag på fysikken, og det kostede et tidstab på 48 sekunder i finalen.
Styrtet, som Contador var indblandet i, fandt sted efter 62 kilometer, hvilket gav mere luft til Jasper Stuyven og de tre øvrige udbryderne, som havde været ude hele dagen.
Med 60 kilometer til mål havde de 5.50 minutter ned til feltet, og det så pludselig realistisk ud at holde til mål.
Jasper Stuyven (Trek) kørte alene væk otte kilometer før målstregen, og først 500 meter fra mål blev han opslugt af det jagtende felt, hvor Peter Sagan endte som hurtigste mand og tog sin femte etapesejr i alt i Tour de France.
Da flere af forhåndsfavoritterne strøg forbi Stuyven, var hverken Contador eller Richie Porte blandt dem.
Porte punkterede godt fire kilometer fra mål og tabte 1.45 minutter i klassementet.
Peter Sagan var selv overrasket over, at han kunne sidde med op over stigningen – og frem mod målstregen strøg han forbi Julian Alaphilippe, så den danske sportsdirektør Brian Holms Etixx-Quick-Step for anden dag i træk måtte nøjes med en andenplads.
/ritzau/