Det slog gnister, da Nicole Kidman og Tom Cruise mødte hinanden under indspilningerne til filmen "Days of Thunder" i 1989.
Men i dag er parret skilt, og Kidman har tilsyneladende sjældent mulighed for at se de to børn, som hun adopterede sammen med Cruise.
En stor del af kommunikationen mellem de tre foregår i hvert fald via sms.
Det skriver magasinet DuJour.
I et nyt interview med magasinet fortæller 48-årige Nicole Kidman, at hun bruger internet og mobil for at være i kontakt med sine i alt fire børn.
- Jeg har fire børn, så det er meget vigtigt for mig at bruge disse kanaler, siger den 48-årige Oscar-vindende "The Hours"-stjerne, som stadig er meget fåmælt om forholdet til de to børn, hun adopterede med Tom Cruise.
Datteren Isabella og sønnen Connor, som er henholdsvis 22 og 20 år i dag, blev efter skilsmissen mellem Cruise og Kidman i år 2000 boende hos deres far, som er medlem af den omdiskuterede Scientology-bevægelse.
Der har været skrevet meget om Kidmans relation til Isabella og Connor, men Kidman er stadig fåmælt.
- Jeg har valgt ikke at tale om Scientology offentligt, for jeg har to børn, der tror på det, og det har jeg meget respekt for, sagde Kidman til Vanity Fair i 2013.
- De er meget generøse, søde og hårdtarbejdende, og det er disse træk, jeg elsker at se i mine børn. De har valgt at bo hos Tom, men jeg ville elske, hvis de boede sammen med os, men hvad kan jeg gøre? sagde hun til Women's Weekly i 2014.
Til gengæld har Kidman altid sine to døtre, syvårige Sunday og Faith på fire år, omkring sig, for sammen med sin nuværende mand, country-musikeren Keith Urban, bor hele familien i Nashville, og forholdet mellem de to australske stjerner er stadig fyldt med kærlighed.
- Min mand og jeg sender aldrig sms'er til hinanden. Vi vil hellere høre hinandens stemmer. Det er meget usædvanligt, selv om vi har været sammen i 10 år. Vi holder det så intimt og personligt som muligt, fortæller Kidman.
- Jeg er meget heldig over, at vores familie er så stærk, som den er. Jeg har en fantastisk mand, som flyver hjem til mig under en turné bare for at være sammen med mig en enkelt aften.
Kidman kan ses herhjemme i filmen "Øjnenes hemmelighed" fra 25. december.
/ritzau/FOKUS