Mandag morgen vågner en del danskere op til termometre, der har sneget sig under frysepunktet. Men den frostkolde morgen er ikke sigende for den kommende uges vejr.
I stedet for klart og vindstille vejr bliver ugen en blæsende og omskiftelig fornøjelse, hvor man formentlig vil ønske sig medvind på cykelturen.
Det er også en god idé at have regnfrakken i nærheden, for det bliver til tider ganske vådt, lyder prognosen fra DMI.
- Det bliver almindeligt dansk efterårsvejr. Vi får et par fine dage - mandag og onsdag - men ellers bliver det mere vådt med regn og byger og ret mange skyer, fortæller vagthavende meteorolog Tine Zeuthen.
Hun advarer om, at vinden i perioder kan være frisk til hård og flere steder kan nå op til kuling. Vinden blæser fra sydvest og vest.
Temperaturerne lægger sig mellem syv og 10 grader alle dage. Men den ryger altså ned under frysepunktet et par gange i ugens løb. Blandt andet mandag, hvor bilister skal være opmærksomme på pletvis glatte vej op til i løbet af formiddagen, lyder det.
Det klare vejr bliver i løbet af dagen afløst af en front, der bringer regn til det jyske hen på eftermiddagen. Fronten bevæger sig mandag aften østover, mens vinden samtidig tager til.
- Tirsdag skal vi have fronten til at slippe landet, men den har et godt tag. Det klarer først op natten til onsdag. Der kan dog stadig komme byger onsdag morgen, fortæller Tine Zeuthen.
Resten af onsdagen bliver med nogen eller en del sol, men blæsten holder ved. Og allerede torsdag kommer der igen en ny portion regn. Det samme gælder fredag, hvor flere danskere igen kan vågne op til glatte veje.
/ritzau/