Kan ikke følge med: Så lang er køen for at blive coronatestet

Nicolai Busekist

210 uger siden

|

08/12/2020
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Hvis du ønsker at blive testet for coronavirus, er udsigter lange. Der er nemlig lange køer på de fleste testcentre i Danmark.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mandag meldte regeringen nye restriktioner ud i 38 kommuner med høje smittetal. Denne udmelding har resulteret i en stor efterspørgsel på at blive testet for coronavirus.

Det skriver TV 2, der har lavet en undersøgelse af ventetiderne på at blive testet i det såkaldte samfundsspor. 

Har du som aarhusianer milde eller ingen symptomer, kan der være helt op til seks dages ventetid. I Odense er der op til fire dages ventetid, mens der i hovedstadsområdet også er mellem tre og fire dages ventetid. 

Tallene er dog ikke gældende for borgere, der har alvorlige symptomer på covid-19. De testes dog heller ikke gennem samfundssporet, men derimod gennem det såkaldte sundhedsspor. 

Regeringen har et mål om, at 80 procent skal have adgang til en coronatest inden for blot 24 timer. Sådan forholder det sig dog ikke lige for tiden. 

Derfor er Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i immunologi på Københavns Universitet, også bekymret for, at den lange ventetid kan medføre, at folk dropper at blive testet. 

"Med ventetider på op til seks dage ved det åbne testtilbud, hvor også dem med mindre symptomer stiller sig op, risikerer de at tabe tålmodigheden," siger han til TV 2, og følger op: 

"Måske tænker man 'det er bare en forkølelse, der går over', og i mellemtiden tager man hjem og smitter familien, og så får man ikke slået virusset ned." 

Nære kontakter til folk, der er smittet, kommer dog hurtigere frem i testkøen. Alligevel er der en ventetid på over to dage i hovedstadsområdet og Aarhus, mens Odense – som den eneste af de hårdest ramte kommuner – ikke har ventetid. 

Mandag blev der af TestCenter Danmark åbnet op for et nyt testcenter i Aarhus, der skal øge den samlede testkapacitet. Det forventes, at kapaciteten ved årsskiftet vil lyde på 95.000 analyser om dagen.

Desuden er det målet, at kapaciteten i løbet af januar skal vokse yderligere til 115.000 analyser om dagen. Det skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.