S melder klart ud: DF er taberen i finanslovsaftale

admin

9 år siden

|

19/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Dansk Folkeparti har ikke meget at prale af i den netop indgåede finanslovsaftale for 2016 mellem de borgerlige partier.

Det mener - ikke overraskende - Socialdemokraterne, hvis finansordfører, Benny Engelbrecht, siger:

- Det mest overraskende er, at DF som det største parti i regeringsblokken har fået så lidt ud af det.

- De penge, der bliver taget på velfærdsområdet, bliver altovervejende brugt på skattelettelser, hvilket er ønsket af Venstre, Liberal Alliance og De Konservative.

Regeringen - det vil sige Venstre - Liberal Alliance og De Konservative kan være mere tilfredse med udbyttet.

- Venstre har fået meget store skattelettelser i forhold til virksomhedsbeskatningen, Liberal Alliance har fået noget på bilerne, og De Konservative har fået noget på grundskylden, siger Engelbrecht, der er tidligere skatteminister.

Blandt andet gik DF til valg på en offentlig vækst på 0,8 procent. Den lander omkring de 0,3 - altså langt fra målet.

Bjarne Corydon (S), tidligere finansminister, mener, at DF har givet sig for meget ved forhandlingsbordet.

- DF er i ekstraordinær grad blevet forhandlet ned under gulvbrædderne. De har givet sig på alle væsentlige punkter og intet fået til gengæld, siger Corydon.

- Jeg er bekymret for, at regeringen skubber en stor regning foran sig, når de forventer markant flere asylansøgere. I den situation er det ikke ansvarligt at have brugt alle pengene på skattelettelser, siger Corydon.

De Radikales politiske leder Morten Østergaard mener ikke, at finanslovsaftalen løser Danmarks væsentlige udfordringer.

- Der spares på uddannelse, hvor der burde investeres. Der drosles ned for den grønne omstilling, hvor man burde skrue op. Og så skal de dårligst stillede familier sættes ned i kontanthjælp, for at folk som mig kan få hjælp til håndværkerregningen, rabat på boligskatten og en billigere ny bil, siger Morten Østergaard.

Han opfordrer regeringen til i stedet at fokusere på at lette skatten på arbejde - gerne sammen med De Radikale.

Også fra Enhedslisten og SF er der harme.

- På den her finanslov bruges der flere penge på at sænke skatter, der primært tilgodeser overklassen, end på hele sundheds- og ældreområdet tilsammen, siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

SF-formand Pia Olsen Dyhr mener, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har taget mest hensyn til de rigeste danskere.

- Lars Løkke inviterer med denne finanslov til fest i whiskybæltet. Han har inviteret de velhavende boligejere, folk med dyre biler og de rigeste arvinger.

- Regningen tørrer han af på kontanthjælpsmodtagere, flygtningebørn, miljøet og de studerende, siger hun i en skriftlig kommentar.

Alternativets finansordfører, Josephine Fock, mener, at finansloven mangler blik for fremtiden.

- Der er tale om kortsigtede prioriteringer, som vil få langsigtede konsekvenser.

- Aftalepartierne skærer kort sagt på mange af de investeringer, der ville komme os til gode i fremtiden for i stedet at forbruge pengene her og nu, siger hun i en skriftlig kommentar.

/ritzau/