Det ærgrer Socialdemokraterne, at Dansk Folkeparti er klar til at droppe planen om en ny bro ved Vejle - og dermed opgive idéen om kortere rejsetid mellem de største byer.
- Det er rigtig ærgerligt, at DF løber fra deres løfte til danskerne om hurtigere tog, siger transportordfører Rasmus Prehn (S) til Ritzau.
- Hele forudsætningen for at få timeplanen - og dermed hurtigere tog til danskerne - er, at vi får en ny Vejle Fjord-bro, siger han.
Det skal kun tage en time at rejse med tog fra Aarhus til Odense. Og lige så hurtigt skal togpassagererne komme fra Aalborg til Aarhus og fra Odense til København.
Det mener Socialdemokraterne, som sammen med resten af den tidligere regering, Dansk Folkeparti og Enhedslisten forrige år indgik aftalen om Togfond DK - og herunder om timedrift på togskinnerne og en togbro over Vejle Fjord.
Men nu er Dansk Folkeparti altså klar til at skrotte planen om den nye bro ved Vejle.
- En ny togbro er ikke afgørende for os, især når Togfond DK ikke ligefrem bugner af penge. Vi har ikke fået den finansiering, vi havde håbet på, siger transportordfører Kim Christiansen (DF) til Jyllands-Posten lørdag.
- Det er ikke afgørende for os, om rejsetiden mellem to af byerne bliver 60 eller 70 minutter, siger han.
Men Dansk Folkepartis synspunkt er ikke nyt, og partiet har også tidligere været kritisk over for idéen om en ny bro ved Vejle.
- Partiet skal hellere stå ved, at det ikke ønsker broen og ikke vil have hurtigere tog - i stedet for at sige, at der mangler penge. Der er penge i togfonden, hvis man ønsker det. Det handler om at beslutte sig for det, siger Rasmus Prehn.
- Det er et spørgsmål om politisk vilje. Dansk Folkeparti har været med til at give håndslag på, at man vil finde penge andre steder, hvis det skulle blive nødvendigt.
Aftaleparterne har undersøgt mange alternative måder at sikre timedriften, forklarer Rasmus Prehn. Men det er altså nødvendigt med en bro over Vejle Fjord, hvis den effektive timedrift skal blive en realitet, lyder det.
/ritzau/