Ruslands flåde overtager Ukraines ene ubåd

admin

|

22/03/2014

Dagens topnyheder

Russiske styrker har sikret sig kontrollen med Ukraines eneste ubåd på Krim og hejst det russiske flag på fartøjet, oplyser den russiske sortehavsflåde lørdag.

- Den tidligere ukrainske ubåd, Saporosjie, blev flyttet for omkring en time siden for at slutte sig til den russiske sortehavsflådes ubådsdivision, siger flådetalsmand Vijatjeslav Trukhatjiov.

Det ukrainske flag på ubåden blev erstattet med den russiske flådes Skt. Andreas' flag, et blåt kryds på en hvid baggrund.

En ubåd, der synes at være Saporosjie, blev set i bugten ved Sevastopol lørdag.

Ubåden lå tidligere i den nærliggende Striletskabugt, da den var under ukrainsk kontrol.

De russiske styrker har i denne uge overtaget en række ukrainske flådefartøjer og flådehovedkvarterer i Sevastopol samtidig med, at russerne strammer grebet om Krim, efter at parlamentet i Moskva har indlemmet halvøen og gjort den til en del af Rusland.

Det skete få dage efter, at et overvældende flertal af dem, der gik til stemmeurnerne på Krim, stemte for, at den omstridte halvø ønskede sig tilbage til Rusland.

Krim har siden 1954 været en del af Ukraine, efter at halvøen af Sovjetunionens daværende leder Nikita Khrustjov blev overdraget til Krim, efter at den havde været russisk siden slutningen af 1700-tallet.

/ritzau/AFP