Rusland til Krim-myndigheder: Løslad flådechefen

admin

|

20/03/2014

Dagens topnyheder

Rusland beder nu også lederne på Krim-halvøen om at løslade chefen for Ukraines flåde.

Den russiske forsvarsminister, Sergej Sjoigu, anmoder om løsladelsen og om at sikre flådechefen sikker passage ud af regionen, lyder det.

Ukraines fungerende præsident, Oleksandr Turtjynov, krævede onsdag aften, at lederne på Krim slap flådechefen fri.

Flådechefen Serhij Hajduk blev onsdag taget til fange samtidig med, at russiskvenlige militser tog kontrollen med to ukrainske flådebaser på Krim, rapporterede nyhedsbureauet AFP.

Først tog flere hundrede aktivister kontrollen med Ukraines flådehovedkvarter i byen Sevastopol, uden at der tilsyneladende blev løsnet skud.

Senere drejede det sig om basen i Novooserne, hvor omtrent 50 ukrainske tropper blev set forlade stedet, mens prorussiske militante hejste det russiske flag.

/ritzau/Reuters