En talsmand for Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger, at Ukraine med sin militære aktion ved byen Slavjansk fredag har dræbt det sidste håb om at holde Geneve-aftalen i live.
Geneve-aftalen, der blev indgået af stridens parter og stormagterne, krævede, at besatte bygninger og pladser rømmes, at bevæbnede grupper afvæbnes, og at alle parter gør en indsats for at nedtrappe konflikten i Ukraine.
Aftalen blev indgået i midten af april i den schweiziske by.
- Mens Rusland gør sig anstrengelser for at nedtrappe og løse konflikten, har regimet i Kijev indsat luftstyrker mod fredelige samfund og indledt en gengældelsesaktion og dermed i realiteten fjernet det sidste håb om at realisere Geneve-aftalen, siger talsmand Dmitrij Peskov, ifølge russiske nyhedsbureauer.
Han anvender - lige som Putin tidligere har gjort - udtrykket "gengældelsesaktion". Det bruges som fast udtryk i de russiske historiebøger om Nazitysklands mord på civile russere under Anden Verdenskrig.
Ukraine iværksatte fredag morgen en militær aktion mod byen Slavjansk, hvor syv militære observatører fra OSCE holdes som gidsler af prorussiske separatister. Den ene er en dansker.
Ukraines hær er tilsyneladende i færd med at fjerne de kontrolposter, som prorussiske militser har oprettet i udkanten af byen. Der er ingen tegn på, at soldaterne forsøger at trænge ind i Slavjansk.
Rusland har ikke tidligere reageret på, at bevæbnede russiske militser har angrebet politistationer og offentlige bygninger i en række byer i det østlige Ukraine.
Peskov siger, at den russiske præsident har sendt en repræsentant til området for at forhandle om frigivelsen af OSCE-folkene, men de har ikke været i kontakt med ham, siden Ukraine igangsatte sin militære operation tidligt fredag morgen.
Prorussiske separatister har fredag skudt to ukrainske helikoptere ned, og to besætningsmedlemmer er dræbt, oplyser det ukrainske forsvarsministerium.
/ritzau/Reuters