Politiet fik anholdt tre rumænske statsborgere, der forsøgte at banke en lille forretning op på Køge Bugt Motorvejen ved Solrød.
Flere bilister ringede til politiet, og fortalte at der i nødsporet i sydlig retning et par kilometer nord for afkørsel 31 Solrød S holdt en udenlandsk bil parkeret.
Tre personer gik rundt både i nødsporet og til dels i 1. vognbane i et forsøg på at standse biler for at sælge diverse varer, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet kørte til området og fik kontakt med den udenlandske bil på motorvejen nu kørende i nordlig retning.
På rastepladsen i Karlslunde fik politiet kontakt med de tre personer i bilen, og det drejede sig om en 22-årig kvinde og to mænd på 23 og 37 år, der alle er fra Rumænien, men kørende i en bil med bulgarske nummerplader.
Ved ransagning af bilen fandt politiet 101 ”guld”-ringe, som blev beslaglagt som bevis og med henblik på senere konfiskation.
Diverse afhøringer af de forbikørende bilister gav grundlag for sigtelse af den 37-årige mand for overtrædelse af næringsloven.
Han fik straks et bødeforelæg, som han betalte. Alle tre personer blev løsladt efter afhøringerne og sagens afgørelse, oplyser politiet.