Den norske traditionsklub Rosenborg har svært ved at overholde budgetterne, og nu griber ledelsen til drastiske metoder for undgå blodrøde tal i regnskaberne.
Klubben lægger op til, at alle ansatte skal gå ned i løn, og det kommer således også til at gå ud over dens tre danske spillerprofiler, Nicki Bille, Mike Jensen og Tobias Mikkelsen.
- Målet for ledelsen er, at underskuddet ikke skal blive større end fire millioner kroner i 2014. Derfor har administrationen nu foreslået tiltag, og et af dem er en kollektiv lønnedgang, siger daglig leder Tove Moe Dyrhaug til adressa.no.
Hun mener at spore velvilje blandt de ansatte, der blev præsenteret for planerne tirsdag eftermiddag.
- De jubler selvfølgelig ikke over en lønnedgang, men vi oplever, at vi er i en positiv dialog med hele staben, siger Tove Moe Dyrhaug.
Klubbens sportslige leder, den tidligere landsholdsspiller Erik Hoftun, slår fast, at lønnedgangen ikke kommer til at påvirke klubbens målsætninger for den kommende sæson.
- Vi skal opretholde den sportslige satsning og klubbens ambition om at spille i Europa, siger Erik Hoftun.
Rosenborg sluttede sidste sæson på andenpladsen i den norske Tippeliga.
/ritzau/