Efter Costa Ricas sensationelle sejr over Italien fredag aften står det klart, at England er uden chance for at avancere fra gruppespillet ved fodbold-VM i Brasilien.
Det er første gang siden 1958, at englænderne falder over første forhindring ved et VM, og det pinlige facit har fået holdets angrebsstjerne Wayne Rooney til tasterne dagen derpå.
- Jeg er fuldstændig ødelagt over, at vi er ude af VM. Vi gik ind til hver kamp med en stærk tro på os selv, men uheldigvis har vi ikke fået det til at fungere. Undskyld til alle fans, der har rejst hertil, eller som er derhjemme, skriver Wayne Rooney på Facebook.
England indledte VM med at tabe 1-2 til Italien og fulgte torsdag op med et tilsvarende nederlag til Uruguay.
Sidst, England tabte to kampe i træk ved et VM, var i 1950, hvor slutrunden også blev afviklet i Brasilien.
De skuffende resultater betyder, at englændernes sidste kamp mod Costa Rica bliver uden betydning og kun kommer til at handle om at reparere en smule på det ramponerede ry.
/ritzau/