Ronaldo slutter spansk sæson med skade

admin

10 år siden

|

17/05/2014

Dagens topnyheder

Real Madrid-superstjernen Cristiano Ronaldo fik lørdag en skidt afslutning på sæsonen i Spanien.

Under opvarmningen til hjemmekampen mod Espanyol fik portugiseren problemer med sit lår, som har drillet ham på det seneste.

Ronaldo var i startopstillingen, men blev taget ud, og det er skidt nyt inden Champions League-finalen 24. maj, hvor Real Madrid møder Atlético Madrid i Lissabon.

På grund af diverse skader har Ronaldo siddet ude en del på det seneste. Han har med lørdagens afbud blandt andet misset de sidste to kampe i Primera Division.

Det bliver i hvert fald en rusten Ronaldo, der skal spille Champions League-finalen. Men spekulationerne om, hvorvidt han bliver klar, er selvfølgelig begyndt at florere. Ronaldo blev erstattet af Isco til lørdagens kamp, som begyndte klokken 16.

For at gøre det hele værre blev også den franske stjerneangriber Karim Benzema skadet for Real Madrid. Benzema måtte lade sig udskifte med lyskeproblemer. Skidt nyt inden Champions League-finalen.

Real Madrid vandt kampen med 3-1 på mål af Gareth Bale og to gange Alvaro Morata i anden halvleg.

Trods sejren har Real Madrid ikke længere mulighed for at vinde mesterskabet i Spanien, men det kan ende med en andenplads. Det kræver et nederlag til FC Barcelona mod Atlético Madrid senere lørdag aften.

Enten FC Barcelona eller Atlético Madrid vinder netop mesterskabet, når de to hold tørner sammen i sidste spillerunde lørdag aften klokken 18 på Camp Nou i Barcelona.

Førerholdet fra Atlético Madrid er mester med sejr eller uafgjort, mens FC Barcelona skal vinde for at snuppe mesterskabet på målstregen.

/ritzau/