Dansk Røde Kors kender ikke til, at kristne konvertitter chikaneres på danske asylcentre. Det siger centerchef Carsten Isaksen i en mail om en rundspørge blandt præster i Kristeligt Dagblad.
Rundspørgen er sendt til 41 præster, og 14 har svaret. Ifølge de 14 præster har 103 af de 228 konvertitter, som de kender, følt sig chikaneret på grund af deres tro, mens de var på danske asylcentre. Det svarer til cirka 40 procent.
- Vi genkender ikke det billede, der skitseres i artiklen. I januar 2016 lavede vi i Røde Kors en stor brugerundersøgelse. 491 beboere på Røde Kors´centre blev spurgt om deres vurdering af trygheden, siger Carsten Isaksen.
- På en skala fra 1-5 (hvor 5 er det bedste), lå det samlede svar på 4,16. Der var ingen klare tendenser til, at bestemte grupper var mindre trygge end andre – heller ikke i forhold til de mange forskellige religioner, der er på centrene.
Flere integrationsordførere kræver et møde med integrationsminister Inger Støjberg (V), som Ritzau forgæves har søgt en kommentar fra. Dansk Røde Kors, som driver 19 asylcentre, deltager gerne i en undersøgelse, siger Carsten Isaksen.
- Hvis der er et ønske om yderligere undersøgelser af problemets omfang, så er vi åbne over for det, siger Carsten Isaksen.
Han understreger, at det ikke fremgår af avisens rundspørge, om chikanen er sket på kommunale centre – eller Røde Kors centre.
- Men vi vil gerne understrege, at vi tager det meget alvorligt, når vi hører om enhver form for chikane. Derfor bliver beboerne altid opfordret til at henvende sig til personalet, så snart de oplever det, og vi handler på det, siger Carsten Isaksen.
Han opfordrer alle, både præster og beboere, til at kontakte Dansk Røde Kors.
/ritzau/