Riis afviser kritik: Men jeg savnede Roche og Rogers fremme

admin

10 år siden

|

07/07/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tinkoff-Saxo blev mødt af kritik fra en række cykeleksperter efter 2. etape, da holdets kaptajn Alberto Contador kom til mål i en mindre gruppe uden støtte fra sine holdkammerater.

Der blev stillet spørgsmål til kvaliteten af det russiske hold, og det blev problematiseret, at Contadors løjtnanter mistede tid og dermed i mindre grad udgør en trussel for holdets konkurrenter i det samlede klassement.

Den kritik afviser Bjarne Riis.

- Vi har kun én, der kører klassement her. Så det er helt ligegyldigt. Det betyder overhovedet ikke noget for mig, for de er med for at hjælpe, siger Riis.

- Holdet hjalp gevaldigt til at holde Alberto fremme hele dagen, og det koster mange kræfter. Samtidig havde vi en aftale om, at de skulle holde sig i ro de sidste 40 kilometer og spare på kræfterne. Contador var sikker, der hvor han sad.

Kritikken er kommet fra blandt andre TV2's eksperter og Michael Rasmussen i Ekstra Bladet.

Der er dog et forbehold i afvisningen fra Riis. Den danske manager havde gerne set, at Contadors to stærke hjælpere til bjergene Nicolas Roche og Michael Rogers havde siddet med hos Contador.

- Jeg ville da gerne have haft Roche og Rogers siddende i den allerførste gruppe. Det gjorde de så ikke.

- De brugte så også noget energi på at holde ham fremme. Men det lægger jeg ikke så meget i. Det var en speciel dag for alle, og de skal nok være der, når bjergene kommer. Det er jeg ikke nervøs for, siger Bjarne Riis.

Roche kom i mål 14 sekunder efter Contador, og Rogers godt to et halvt minut efter sin kaptajn. En anden af holdets stærke bjergryttere - polakken Rafal Majka - tabte mere end et kvarter på etapen til Sheffield.

/ritzau/