De danske håndboldherrer leverede lørdag en fremragende præstation, da holdet slog de spanske verdensmestre med 31-28 ved EM.
Ifølge forsvarskaptajnen René Toft Hansen kan Danmark rent faktisk gøre det endnu bedre.
- Vi har et gear mere, mener jeg. Der er stadigvæk noget at lægge på.
- Der sker stadigvæk nogle fejl, afleveringer ud over sidelinjen i kontrafasen og sådan lidt. Vi skal hjem at se video og arbejde på at blive bedre.
- Vi spillede i femte ud af seks gear. I den indledende pulje spillede vi kun i fjerde, så vi har steppet up, og det har publikum også, siger René Toft Hansen og hentyder til, at publikum i Boxen i Herning leverede en formidabel opbakning.
Spørgsmål: Hvis I møder Spanien senere i turneringen, har de så også et ekstra gear?
- De har et ekstra våben, når de får Julen Aguinagalde ind på stregen. Han er sværere at holde end de to andre. De fik ikke fat i så meget.
- Når de får ham ind i turneringen, så skal vi have mere fokus på ham, og det giver plads til nogle af de andre spillere.
Danmark vandt i den indledende pulje overbevisende over Makedonien, Østrig og Tjekkiet.
René Toft Hansen regner ikke med, at danskerne får det lige så nemt i de kommende kampe mod Ungarn og Island.
- Vi er ikke i semifinalen endnu. Vi skal stadigvæk have en sejr, og det bliver ikke nemt mod Island og Ungarn, der i dag smadrede de hold, vi mødte i den indledende pulje.
Stregspilleren har dog fire favoritter til at gå videre til semifinalerne.
- Danmark, Spanien, Frankrig og Kroatien er de fire bedste hold, og det vil være fantastisk, hvis alle kommer i semifinalen, siger han.
Danmark møder på tirsdag Ungarn i den næstsidste kamp i mellemrunden. Hvis det ender med en dansk sejr, så er EM-værterne garanteret en plads i semifinalerne.
/ritzau/