Rema 1000 vil åbne 130 nye butikker i Danmark

admin

460 uger siden

|

29/01/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den norske discountkæde Rema 1000 vil åbne 130 nye butikker i Danmark i de kommende år, skriver dagbladet Børsen.

- Vi har hævet overliggeren for, hvor mange Rema 1000-butikker der er plads til i Danmark. Før sagde vi 300, nu siger vi mindst 400, siger administrerende direktør Henrik Burkal til Børsen.

I sidste uge åbnede han butik nummer 272 i Aalborg, og dermed er han 130 butikker væk fra at nå sit mål.

- Målet er 15-25 butikker om året. Vi har før sagt op til 20 butikker, men vi vil gerne øge antallet, siger Henrik Burkal.

Med flere Rema 1000-butikker i vente vil den norske kæde udfordre markedslederen, Dansk Supermarkeds Netto-kæde, der ligger på en solid førsteplads i markedet.

Sidste år blev det kun til 11 nyåbnede Rema 1000-butikker, for konkurrencen om de gode placeringer er hård.

Den varslede ændring af planloven vil imidlertid gøre det nemmere for butikskæderne at få tilladelse til at bygge butikker.

Ifølge Børsen viser tal fra Retail Institute Scandinavia, at Rema sidder på 23 procent af discountmarkedet, mens Netto har en markedsandel på 36 procent i sine 460 butikker.

Dansk Supermarked oplyser samtidig i en pressemeddelelse, at Netto vil åbne 25 nye butikker i år. Netto har i øjeblikket 461 butikker i Danmark.

- Både på vores markedsandele og antallet af kunder har vi de seneste år oplevet vækst, siger Brian Seemann, direktør for Netto Danmark, i meddelelsen.

- Det tager vi som et klart signal fra kunderne om, at de er tilfredse med vores høje kvalitet og lave priser. Med det i baghovedet er vi også overbeviste om, at der er plads til flere butikker på landkortet, tilføjer han.

Mens både Rema og Netto vil åbne flere butikker, går det den modsatte vej for Coops discountkæde Fakta. For nylig offentliggjorde Fakta, at kæden lukker 20 butikker.

/ritzau/