Selv om sundhedsvæsnet samlet set har fået 2,4 milliarder kroner mere at gøre godt med, er antallet af ansatte på sygehusene faldet. Og den udvikling vil fortsætte, hvis ikke regeringen kommer med endnu flere penge.
Sådan lyder advarslen fra Bent Hansen (S), der er formand for Danske Regioner. Regionerne, hvis primære opgave er at drive sygehuse, forhandler onsdag med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) om næste års økonomi.
- Hvis vi kommer ud af de forhandlinger uden penge til den ekstra aktivitet, vi ved kommer, så kan vi blive nødt til at sige farvel til nogle ansatte for at dække de ekstra omkostninger, siger Bent Hansen.
- Vi kan ikke sige, at vi kun giver et vist antal kræftpatienter kemoterapi. De penge skal være der. Er der en, der skal have en pacemaker, skal den købes.
- De store årgange er ved at komme i 70'erne nu, og så skal de have nye hofter og knæ, siger Bent Hansen.
De 2,4 milliarder kroner, sundhedsvæsnet er tilført, skal også tages med forbehold, påpeger Bent Hansen.
Pengene er afsat som øremærkede midler til både kommuner, almen praksis og sygehuse. Og selv om pengene er varige, er størstedelen af dem allerede bundet i udgifter som medicin og nye behandlingsmuligheder.
Derfor kan de ikke bruges til at dække stigningen i den almindelige sygehusdrift fremover, forklarer Bent Hansen.
Hvor der i 2014 var 107.078 fuldtidsansatte på landets sygehuse, var antallet i 2015 106.525. Selv om de tal er et år gamle, er tendensen ifølge Danske Regioner fortsat.
Samtidig er flere patienter blevet behandlet. Aktiviteten er steget med 2,1 procent fra 2014 til 2015.
Regionerne er endnu ikke er blevet præsenteret for, hvilke krav regeringen præcist vil stille til næste år. Men Bent Hansen mener, at parterne står langt fra hinanden.
- Nu har jeg været med i 18 år. Det har aldrig set så svært ud. Vi lever i et forhandlingssamfund, men hvis det eneste, man kan komme hjem med, er nedskæringer, så ser det svært ud, siger han.
Bent Hansen oplyser i øvrigt, at regeringen og regionerne er enige om en ting, nemlig at udgifterne til sygehusmedicin stiger med 300 millioner kroner næste år.
/ritzau/