Regeringsparti erklærer sig som vinder af Kosovo-valg

admin

10 år siden

|

09/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Kosovos Demokratiske Parti (PDK) med premierminister Hashim Thaci i spidsen erklærer sig som vinder af søndagens parlamentsvalg, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er partiets næstformand, Kadri Veseli, der på et pressemøde meddeler sejren, før alle stemmer er optalt.

- Vores parti er den største vinder i afstemningen, siger han ifølge Reuters.

Med 15 procent af stemmerne optalt står PDK til at få 31 procent af stemmerne foran det største oppositionsparti, Kosovos Demokratiske Liga (LDK), der står til at få 25 procent af stemmerne.

Folkeafstemningen har været præget af lav valgdeltagelse - kun 43 procent af vælgerne har valgt at benytte deres demokratiske ret.

Mange af de 1,8 millioner borgere i Kosovo er trætte af fattigdom og korruption og anklager Hashim Thaci for ikke at have forbedret det nye lands situation.

Hashim Thaci har ellers været en populær figur, siden han som leder af Kosovos Befrielseshær for 15 år siden nedkæmpede det serbiske styre. Han forventes nu at danne en bred koalition med en række mindre partier og etniske serbere for at sikre sin tredje periode som premierminister.

Søndagens valg har stået i skyggen af beskyldninger om krigsforbrydelser i en aktuel EU-efterforskning, som har tråde helt op i toppen af Thacis parti.

Ifølge en rapport fra Europarådet solgte etnisk albanske oprørere, blandt dem Thaci, organer fra serbiske fanger under den daværende konflikt. Thaci har kaldt beskyldningerne for en skandale.

Mange kosovoalbanere, som udgør 90 procent af befolkningen i landet, opfatter beskyldningerne om organhandel som en hån, efter at de blev fordrevet og familiemedlemmer dræbt i tusindtal i slutningen af 90'erne.

Det var uenighed om dannelsen af en hær, der i begyndelsen af maj fik Hashim Thaci til at udskrive parlamentsvalg i den unge republik, som blev udråbt i 2008.

/ritzau/Reuters