Regeringens beskæftigelsesudspil afskrækker ikke DF

admin

10 år siden

|

30/04/2014

Dagens topnyheder

Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted, slår fast, at "der ikke er noget, der afskrækker os" i regeringen udspil til en ny beskæftigelsesindsats.

Udspillet præsenteres i sin helhed onsdag, men det står klart, at a-kasserne får en styrket rolle ved blandt andet at overtage ansvaret for de ressourcestærke ledige fra jobcentrene de første seks måneder, efter at folk er blevet arbejdsløse, hvilket Bøgsted glæder sig over.

- Dansk Folkeparti har selv snakket om, at vi skal have styrket a-kasserne, så den del er vi positive overfor.

- Men vi skal også sikre, at samarbejdet mellem a-kasserne og jobcentrene bliver styrket, så man udnytter, hvis jobcentrene har nogle relevante job, sige Bøgsted.

Regeringen vil med sit udspil afsætte 500 millioner kroner til at uddanne ufaglærte ledige, der fra dag ét skal kunne tage to års uddannelsesorlov, hvor de får 80 procent af dagpengesatsen og mulighed for at låne de sidste 20 procent.

Bøgsted er generelt positiv indstillet overfor uddannelse til ledige, men han frygter, at det bliver "uddannelse for uddannelsens skyld".

- Vi skal sikre, at vi giver kurser, hvor det giver mening. Vi skal uddanne folk til at kunne tage de job på de områder, hvor arbejdsgiverne siger, at her kommer vi til at mangle, siger han.

Han så hellere, at man brugte pengene på vokselærlinge, som, han mener, er et brugbart redskab, når det kommer til at skaffe folk i arbejde og opkvalificere dem.

Bent Bøgsted er skeptisk, når det kommer til at give ledige adgang til kurser allerede fra dag et. Heller ikke selvom der er tale om "jobrettet" uddannelse, som er med på en ny positivliste.

- Det er jeg ikke så varm på. For ledige skal også have tid til at kunne søge job. Og der vil være nogle, som kan få job ret hurtigt, siger han.

En reform ventes at blive forhandlet på plads i løbet af foråret.

/ritzau/