Regeringen vil tjekke indvandreres demokratiske sindelag

admin

441 uger siden

|

05/06/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Integrationsminister Inger Støjberg (V) har iværksat en ny landsdækkende undersøgelse, der skal kaste lys over synet på demokrati og frihedsrettigheder blandt både nyankomne flygtninge og indvandrere i socialt belastede boligområder.

Det skriver netavisen Altinget.

Undersøgelsen skal ifølge ministeren bidrage til, at regeringen kan sætte ind over for ekstremistiske holdninger og dermed afværge, at antallet af radikaliserede unge vokser i Danmark.

- Det er helt tydeligt, at der i nogle miljøer foregår ting, som er direkte antidemokratiske. Derfor vil vi gerne have set nærmere på især de unge indvandreres syn på demokrati og frihedsrettigheder.

- Det er mit klare indtryk, at nogle af de unge indvandrere ikke har de samme holdninger til frihedsrettighederne som danskerne, og det er virkeligt bekymrende, siger Inger Støjberg til Altinget.

Bag undersøgelsen står Danmarks Statistik. Undersøgelsen vil omfatte synet på demokrati, anerkendelse af frihedsrettigheder og holdningen til grundlæggende rettigheder og pligter i samfundet.

De Radikales værdiordfører, Zenia Stampe, siger, at hun kan leve med undersøgelsen - bare den ikke bliver brugt til at dæmonisere bestemte befolkningsgrupper.

- Som udgangspunkt er vi temmelig skeptiske over for den slags målrettet sindelagskontrol af bestemte befolkningsgrupper, men det er jo heller ikke en hemmelighed, at det her er et område, som mange er meget optagede af. Derfor kan det være fint nok at få at vide, hvad der er op og ned, siger hun til Altinget og tilføjer:

- Jeg kan være bange for, at undersøgelsen bare skal bruges til at dunke folk i hovedet med, så hvis det viser sig, at der nogle steder er et demokratisk underskud, så er det afgørende, at vi bruger det konstruktivt, siger Zenia Stampe.

Resultatet af undersøgelsen ventes klar til august.

/ritzau/