Selvstændige og freelancere, der får børn, vil fremover være henvist til at leve af barselsdagpenge i den periode, de holder fri med den lille ny.
Regeringen har nemlig tænkt sig at nedlægge den barselsudligningsfond for selvstændige, der blev vedtaget under den tidligere regering, og som skulle sikre de barslende selvstændige en indkomst svarende til 165 kroner i timen mod dagpengenes 112 kroner i timen.
Årsagen er, at der har været alt for store problemer med at kræve penge ind til fonden, som var designet til at være selvfinansierende, forklarer beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).
- Den ordning, der var blevet etableret under den tidligere regering, kunne ikke fungere. Vi har forsøgt at lave nogle nye beregninger af, om det er muligt at lave en forsikringsordning, som dækker de selvstændige, og som er meningsfuld.
- Der er vores konklusion, at hvis det skal gøres, bliver det en ganske snæver kreds og så bliver det en meget dyr ordning.
Tanken med udligningsfonden var, at alle selvstændige skulle bidrage til den.
Men da fonden begyndte at opkræve kontingent for få måneder siden, modtog den ifølge ministeren "en storm af klager" fra folk, der nok havde haft B-indkomst, men ikke var selvstændige, for eksempel pensionister, der havde deltaget i medicinske forsøg eller været valgbestyrer.
Ifølge beskæftigelsesministeren var omkring 200.000 omfattet af den nuværende udligningsordning, mens en ordning, der kun omfatter reelt selvstændige, ville være begrænset til omkring 40.000 personer.
Hos De Radikale er der stor ærgrelse over regeringens beslutning, siger bekæftigelsesordfører Sofie Carsten Nielsen.
- Vi har talt om det her i næsten 15 år. Der er et stort problem med at få især kvinder til at blive selvstændige, siger hun.
- Det kan godt være, at den model, vi indførte, havde nogle utilsigtede virkninger, men så må Beskæftigelsesministeriet komme med en justeret model. I stedet har regeringen bare givet op.
Barselsfonden bliver ikke aflivet fra den ene dag til den anden. I og med, at den kun har været i kraft siden 1. oktober er det et meget begrænset antal personer, der er nået at blive omfattet af den.
Men freelancere og selvstændige, der når at komme ind under fonden, inden den nedlægges 1. april, vil få deres barsel dækket af den, også selvom regeringen skulle få Folketinget med på planerne om at lukke den.
Jørn Neergaard Larsen frygter ikke, at færre vil vælge at blive selvstændige, hvis det lykkes at få fonden nedlagt.
- Hvis vi skal understøtte selvstændige, skal det være ved, at rammevilkårene er attraktive, siger han.
/ritzau/