Real Madrid er for 10. gang vinder af Europas fineste klubturnering. Men holdet måtte igennem et drama, inden Champions League-triumfen mod lokalrivalen Atlético Madrid var en realitet med 4-1.
På Estadio da Luz i Lissabon stod Atlético-spillerne klar til at juble over klubbens første Champions League. Men tre minutter inde i dommerens tillægstid fremtvang Real Madrid forlænget spilletid med Sergio Ramos' udligning til 1-1 på hovedstød.
I forlængelsen havde Real Madrid flest kræfter i behold, og efter i alt 110 minutters spil sikrede waliseren Gareth Bale reelt sejren til Real. Tidligere på sæsonen sikrede han også klubben pokaltitlen med et flot mål.
Siden blev sejren slået fast med scoringer af Marcelo og Cristiano Ronaldo i de døende minutter.
Kampens første nævneværdige detalje var, at Atlético Madrid-topscoreren Diego Costa måtte humpe ud allerede efter otte minutter. Han blev meldt klar efter at have været tvivlsom, men klar var han tydeligvis ikke.
Finalen var præget af et forsigtigt udlæg, hvor holdene ikke ville risikere at åbne sig for meget op. Den gensidige respekt var tydelig.
Der skulle da også store fejl til at åbne kampen op. Efter en halv time forærede Atléticos Tiago bolden til Reals Gareth Bale, så waliseren kunne sætte i galop mod målet. Han afsluttede fra en god position, men den enorme chance endte i et forsøg lige forbi mål.
Kort efter - i det 36. minut - faldt målet i den anden ende. Atlético Madrid fik et hjørnespark, og Reals målmand, Iker Casillas, forlod målstregen og kom på mellemhånd, så Diego Godíns hovedstød lige nøjagtig passerede målstregen, inden Casillas kom tilbage. Godín stod også for målet, der sikrede mesterskabet sidste lørdag.
Føringen holdt til pausen, og Real kom ud til anden halvleg med en større energi. Men holdet havde svært ved at skabe chancer over for den godt organiserede modstander.
Cristiano Ronaldo forsøgte sig direkte på frispark og havde et andet forsøg efter hjørnespark. Også Gareth Bale havde flere gode muligheder, men hans afslutninger savnede den sidste kvalitet.
Real-presset blev større og større, men Atlético så ud til at holde hjem, da Sergio Ramos tre minutter inde i dommerens tillægstid pandede et hjørnespark i nettet til 1-1. Forlænget spilletid.
Her virkede Atlético-spillerne drænede for kræfter, og de var ikke i nærheden af at fremtvinge straffesparkskonkurrence. Først scorede Bale på Angel Di Marias oplæg, og kort før tid cementerede Marcelo og Ronaldo de på papiret ydmygende cifre.
/ritzau/