Real Madrid-profil tæt på at opgive mesterskabet

admin

10 år siden

|

08/05/2014

Dagens topnyheder

Forsvarsspilleren Sergio Ramos scorede et flot mål direkte på frispark for Real Madrid onsdag aften, men det endte med et skuffende 1-1-resultat ude mod bundholdet Valladolid i Primera Division.

Resultatet betyder, at Real Madrid kun er på tredjepladsen inden de sidste to spillerunder. Fire point efter Atlético Madrid og et point efter FC Barcelona.

Ramos opgiver næsten guldet.

- Det er en skam, at det med to kampe igen næsten er umuligt at vinde ligaen, siger Ramos til Canal Plus.

Real Madrid førte 1-0 mod Valladolid indtil fem minutter før slutfløjtet.

- Vi fik ikke dræbt kampen. Mesterskabet er praktisk talt væk, men så længe det fortsat er matematisk muligt, er vi som Real Madrid forpligtet til at kæmpe til det sidste, siger han.

/ritzau/