Rapport: Forurening fra nabolande har dræbt 140 danskere på et år

admin

437 uger siden

|

05/07/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I 2013 sneg en usynlig dræber sig over grænsen og tog livet af 140 danskere.

Det afslører en ny rapport. Den beviser for første gang, ifølge rapportens forfattere, at forurening fra europæiske kulkraftværker også gør borgere i nabolandene dødeligt syge.

I alt mistede 22.900 europæere livet som følge af kulforurening i 2013. Det viser rapporten, som blandt andet WWF Verdensnaturfonden og HEAL, der arbejder for bedre klima og miljø i Europa, står bag.

Seniorrådgiver i WWF Verdensnaturfonden Hanne Jersild forklarer, at man blandt andet har målt på faktorer såsom vejrforhold, og hvor kraftige udledningerne fra de enkelte kulkraftværker har været.

- Kul er ikke alene den energiform, der belaster klimaet mest med massiv CO2-udledning. Kulafbrænding forurener også luften og miljøet med blandt andet svovlpartikler og kviksølv og koster menneskeliv over hele Europa.

- Partikler og kviksølv kan blandt andet forårsage hjerteproblemer, astma og bronkitis, ligesom fostre kan blive påvirket, siger hun.

De fem mest forurenende kulkraftlande tæller Polen, Tyskland, Rumænien, Bulgarien og Storbritannien. Men danske kulkraftværker har også liv på samvittigheden, viser rapporten.

- Der er også foretaget beregninger for Danmark, og her er vurderingen, at de danske kulkraftværker i 2013 forårsagede omkring 50 dødsfald i Europa, siger Hanne Jersild.

Forureningen har også en økonomisk pris. De mange følgesygdomme af forureningen gav således, ifølge organisationerne bag rapporten, en samlet regning på mere end 460 milliarder kroner i de europæiske lande i 2013.

Lukning af kulkraftværker kan derfor spare samtlige lande en stor sum penge. Det pointerer vicedirektøren i HEAL, Anne Stauffer, i en pressemeddelelse.

- Denne rapport understreger den pris på sundhed, der følger med vores afhængighed af kulkraft. Og det afliver myten om, at kul er en billig energiressource. Tydeligvis kan intet land løse problemet med luftforurening fra energiproduktion alene, siger hun og tilføjer:

- Vi håber, at EU og medlemslandene tager dette bevis til sig og gør noget for at få renere luft.

/ritzau/