Cheftræneren for superligaklubben Randers FC, Colin Todd, er kommet vellykket igennem en bypass-operation.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
- Det gik rigtigt godt, og jeg er ved godt mod. Lægerne og personalet på sygehusene i både Aarhus, Randers og Odense har været absolut fantastiske under hele forløbet, siger Colin Todd til klubbens hjemmeside.
Han skulle oprindeligt have foretaget operationen på Universitetshospitalet i Skejby i næste uge, men der opstod pludselig en mulighed for at han kunne blive opereret på Odense Universitetshospital allerede torsdag, lyder det i meddelelsen.
Inden operationen meldte klubben ud, at den forventede, at Todd vil være sygemeldt i en måned.
Mens han er sygemeldt, varetager hans assistenttræner Thomas Thomasberg opgaverne som cheftræner.
I Superligaens første runde blev det til 1-1 mod Viborg for Randers. Næste opgave er hjemme mod Brøndby på søndag.
/ritzau/