Det kommer ikke bag på udenrigsminister Martin Lidegaard (R), at Rusland i dag erklærede Geneve-aftalen for død i kølvandet på Ukraines militære offensiv mod prorussiske aktivister i det østlige Ukraine.
- Situationen i det østlige Ukraine udvikler sig ikke i den rigtige retning, og jeg opfordrer begge parter til at afstå fra at optrappe den meget ustabile situation, skriver Lidegaard i en kommentar til Ritzau.
- Samtidig må vi klart sige, at det er Rusland og de prorussiske kræfter, der på ingen måde har levet op til Geneve-aftalen. Derfor overrasker den russiske melding mig ikke. Rusland har ikke medvirket tilstrækkeligt til at få nedtrappet krisen.
Udenrigsministeren mener heller ikke, at Rusland har gjort tilstrækkeligt for at få løst den konkrete sag om tilbageholdte OSCE-inspektører - heriblandt danske John Christensen
Geneve-aftalen, der blev indgået af stridens parter og stormagterne, krævede, at besatte bygninger og pladser rømmes, at bevæbnede grupper afvæbnes, og at alle parter gør en indsats for at nedtrappe konflikten i Ukraine.
Martin Lidegaard understreger, at den spændte situation i Ukraine fortsat skal løses igennem diplomati og dialog.
- Trods dagens udvikling skal vi fra dansk og verdenssamfundets side selvfølgelig blive ved med at arbejde for en løsning og holde fast i elementerne i Geneve-aftalen. Dialog er stadig den eneste vej frem mod en holdbar løsning.
Ukraine iværksatte fredag morgen en militær aktion mod byen Slavjansk, hvor de syv militære observatører fra OSCE holdes som gidsler af prorussiske separatister.
/ritzau/