Putin rækker ud til Kina under Ukraine-krise

admin

10 år siden

|

20/05/2014

Dagens topnyheder

Ruslands præsident, Vladimir Putin, mødte tirsdag Kinas leder, Xi Jinping, i Shanghai, hvor de to ledere i forbindelse med en sikkerhedskonference ventes at underskrive en længe ventet aftale om levering af russisk naturgas til kineserne i de næste 30 år.

Det kinesisk-russiske møde finder sted på et tidspunkt, hvor krisen i Ukraine har skabt koldkrigsstemning i Europa.

De to store landes præsidenter, der tirsdag også overværer begyndelsen på en fælles flådemanøvre i Det Østkinesiske Hav ud for Shanghai, vil også drøfte krisen i Ukraine og Vestens reaktioner på Ruslands politik over for landet, siger Putins talsmænd.

Politiske iagttagere siger, at Putins besøg i Kina, der oprindelig var mest fokuseret på olie og gas, har fået en hel ny betydning og symbolisme på grund af krisen i Ukraine.

- På baggrund af Vestens sanktioner har Rusland behov for at vise, at det ikke står isoleret, siger Pjotr Topytjkanov, som er analytiker hos Carnegies Moskva Center.

- Det er et af målene med Putins besøg i Kina. Han ønsker at vise, at Rusland har allierede, understreger han.

Forud for Putins ankomst til Shanghai har embedsmænd forsøgt at få afsluttet et årtis forhandlinger om en kæmpemæssig naturgashandel, der vil kunne medføre, at der i de næste 30 år sendes næsten 38 milliarder kubikmeter russisk gas til Kina årligt.

Det er mere end Rusland afsætter til Tyskland, der hidtil har været den største kunde.

Ruslands energigigant Gazprom har sagt, at forhandlingerne om den store aftale er inde i en afsluttende fase, og de håber, at Putin og Xi vil underskrive den nye mega-aftale. Der er dog stadig uenighed om priserne på den russiske gas og olie.

Ved sikkerhedskonferencen i Shanghai, der formelt åbnes onsdag, deltager FN's generalsekretær, Ban Ki-moon. Konferencen, der vil have fokus på regionale spændinger mellem Kina og dets naboer, har også Irans præsident, Hassan Rouhani, som deltager. Rouhani mødes med Xi Jinping torsdag.

/ritzau/AFP