Psykiatrifonden om regeringsplan: Der er lang vej endnu

admin

10 år siden

|

16/05/2014

Dagens topnyheder

Der er ikke så meget nyt i regeringens handlingsplan, som skal give et løft til psykiatrien med en pengepose på 1,6 milliarder kroner.

Det mener Psykiatrifonden, der dog glæder sig over tiltaget.

- Vi er klart positivt stemt over for udspillet. Det er en god begyndelse, men der er meget lang vej tilbage, siger Psykiatrifondens formand, Anne Lindhardt.

- De områder, der er nævnt, er sådan set sat i værk allerede. Der er ikke meget nyt på det område. Man kunne ønske sig, at der kom en mere samlet plan for forebyggelse. Særligt for børn og unge, tilføjer hun.

Med handlingsplanen ønsker regeringen blandt andet at sikre, at færre patienter i psykiatrien udsættes for tvang. Andelen af personer, der bæltefikseres, skal således halveres frem mod 2020.

Derudover skal pengene give et løft til de fysiske rammer, bedre behandling og skabe bedre sammenhæng mellem psykiatrien i kommuner og regioner - noget, der har voldt de syge og deres pårørende problemer i årevis.

Men det forebyggende arbejde bliver syltet i handlingsplanen, mener Psykiatrifonden, der gennem blandt andet projekter arbejder med at støtte og styrke mennesker med psykisk sygdom.

- Planen er mere rettet mod dem, der er psykisk syge, end dem, der er på vej til at blive det eller har det i lettere grad. Det handler om at være ambitiøs i arbejdet med at forebygge vedvarende psykiske lidelser hos især sårbare børn og unge, siger Anne Lindhardt.

Hun peger på, at børns mistrivsel kan udvikle sig til en psykisk lidelse. Derfor skal man kunne reagere hurtigt og tilbyde dem relevant hjælp.

- Der skal en tidlig indsats til for unge, der har angst, depression eller personlighedsforstyrrelser. Mange går ubehandlede rundt. Der er mange spredte tiltag, men ingen ambition på området i dag, siger formanden.

I alt skal der efter regeringens plan bruges 1,6 milliarder kroner på psykiatrien over de næste fire år. Det rækker dog ikke så langt, som man måske kunne håbe, lyder kritikken.

- Det er godt med ressourcer, men det er en signaleffekt. Selvom det virker som mange penge, så er der ikke så forfærdeligt meget til de enkelte enheder, når man bryder det ned, siger Anne Lindhardt.

/ritzau/