Psykiatrien: Bevilling fra satspuljen vil ligestille os

admin

10 år siden

|

13/05/2014

Dagens topnyheder

Det vil have enorm betydning, hvis dele af den styrkede satspulje går til psykiatri-indsatsen. Der vil sågar være tale om en økonomisk ligestilling i forhold til resten af sundhedsområdet.

Sådan lyder det fra Thorstein Theilgaard, generalsekretær i landsforeningen Bedre Psykiatri.

Generalsekretæren glæder sig over, at regeringen styrker satspuljen med en engangsbevilling på 1,6 milliarder kroner samt et varigt løft af satspuljen på 300 millioner kroner om året.

- Det er vigtigt, at der bliver tilført de her penge til satspuljen. Men det kommer også helt an på, hvad man har tænkt sig at bruge pengene på, siger Thorstein Theilgaard.

I forbindelse med den løftede satspulje siger finansminister Bjarne Corydon (S), at regeringen inden for "kort tid" vil spille ud med et forslag til et markant løft af psykiatri-indsatsen. Det oplyser han i en pressemeddelelse.

- Vi noterer os med stor interesse, at der står meget om psykiatrien i det, der er sendt ud fra Finansministeriet, siger Thorstein Theilgaard.

- Vores synspunkt er, at hvis regeringen har tænkt sig at prioritere psykiatrien i den kommende handleplan med en engangsbevilling på 1,6 milliarder kroner og derefter 300 millioner kroner om året, så er der kun ros tilovers.

- Det skyldes, at vi vil være meget tæt på en historisk ligestilling med resten af sundhedsområdet rent økonomisk, fortsætter generalsekretæren.

Skulle psykiatrien ende med at få hovedparten af de tilførte penge til puljen, så mener Thorstein Theilgaard, at det vil have stor betydning for området.

- Der vil i psykiatrien være mulighed for at ansætte flere hænder, nogle andre typer af fagligheder, og man får mulighed for måske at arbejde med andre typer af tiltag i behandlingen, siger han.

Engangstilførslen til satspuljen kommer i kølvandet på, at Finansministeriet sammen med relevante ministerier har gennemgået en række af de knap 800 forskellige ordninger på social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet, der har fået støtte fra satspuljen siden starten af 1990'erne.

Gennemgangen viser, at selv om nogle ordninger er ophørt, er der stadig blevet trukket penge fra puljen, og at pengene ikke er tilbageført korrekt til puljen under skiftende regeringer.

/ritzau/