PSG-helt undskylder sin målfejring mod Chelsea

admin

9 år siden

|

12/03/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Med en fortid hos Chelsea var det en speciel oplevelse for Paris Saint-Germain-spilleren David Luiz at sende englænderne ud af Champions League onsdag aften i London.

Den brasilianske allroundspiller scorede endda det vitale 1-1-mål kort før slutfløjtet af den ordinære spilletid i returkampen, hvilket sendte opgøret ud i forlænget spilletid.

David Luiz steg ved et hjørnespark flot op blandt med- og modspillere og headede bolden i mål.

Efterfølgende fejrede han scoringen i stor stil på sin tidligere hjemmebane. Det fortryder han.

- Jeg sagde, at jeg ikke ville fejre, hvis jeg scorede her, men mine følelser kunne jeg ikke kontrollere, siger den 27-årige brasilianer, der i 2012 var med til at vinde Champions League med Chelsea.

- Tak til Chelsea og undskyld min fejring, fordi jeg var følelsesladet, siger David Luiz, som skiftede fra Chelsea til PSG sidste sommer.

Hans udligning faldt i det 86. minut, og efter 90 minutter stod der 1-1 i returkampen.

I Paris var den første kamp endt 1-1, så der skulle forlænget spilletid til for at finde vinderen, der kunne gå videre til kvartfinalerne.

Chelsea kom foran 2-1 i den forlængede spilletid, inden Thiago Silva - igen på et hovedstød efter et hjørnespark - scorede det afgørende 2-2-mål, som sendte PSG videre på reglen om flest scorede mål på udebane.

- Det er fantastisk for alle. Fantastisk for PSG og fantastisk for Paris som by, siger David Luiz, som efter slutfløjt tog sig tid til at hilse på en række Chelsea-medarbejdere, der var i gang med at ordne græstæppet.

/ritzau/Reuters