Professor: Uddannelse er et attraktivt tilbud

admin

10 år siden

|

30/04/2014

Dagens topnyheder

Retten til to års uddannelse er den rigtige vej mod at sikre ledige ufaglærte fodfæste på arbejdsmarkedet.

Professor og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet, roser regeringen for at række en hånd frem mod ledige, som aldrig har fået en uddannelse og dermed er i størst risiko for at ryge ud af arbejdsmarkedet.

- Det må siges at være en godt tilbud, siger Flemming Ibsen med henvisning til, at regeringen i sin nye reform "Vejen til varig beskæftigelse - den enkelte i centrum" lægger op til, at ufaglærte ledige kan tage to års uddannelsesorlov for at opkvalificere sig.

I den periode vil de få 80 procent af dagpengene med mulighed for at låne det resterende beløb op til den fulde dagpengesats.

- I den periode skal man ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og det er en kæmpe fordel. Samtidig er det en investering i fremtiden, fordi man som faglært har større chance for varig beskæftigelse og samtidig komme op på et højere lønniveau, siger Flemming Ibsen til Ritzau.

- Alternativet er at sakse mellem ufaglærte job. Ud og ind af arbejdsmarkedet med risiko for at havne i langtidsarbejdsløshed, siger han.

Også for samfundet vurderer han, at det er en god investering:

- Vi får færre udgifter til dagpenge, så både for den enkelte og for samfundet, så er det et godt tilbud, siger Flemming Ibsen.

Han mener også, at det er positivt, at alle ledige, både faglærte og ufaglærte, fra første arbejdsløshedsdag kan tage et seks ugers opkvalificeringskursus. Dermed skal de ikke som i dag vente fire måneder.

- Og det giver også god mening, at der skal være udsigt til, at der med det kursus, man vælger, er udsigt til at få job, siger Flemming Ibsen.

Nyt med reformen er det også, at det bliver a-kasserne, der skal stå for kontakten med de ledige. Kun ledige med risiko for at havne i langtidsledighed skal i jobcentret.

- Især A-kasser med et bestemt fagområde kender virksomhederne og overenskomsterne. Deres store netværk stiller dem stærkt, siger Flemming Ibsen.

/ritzau/