Regeringen præsenterede onsdag middag sit udspil til en beskæftigelsesreform, og her var et af hovedpunkterne forslaget om, at ufaglærte ledige over 30 år kan sendes på en toårig uddannelsesorlov.
Den idé imponerer ikke professor i pædagogik og formand for det danske Pisa-konsortium, Niels Egelund, som hæfter sig ved flere faldgruber i forslaget.
Først og fremmest ser han en begrænsning i, at de ufaglærte skal nå at uddanne sig på blot to år.
- Det er meget begrænset, hvad man kan nå at blive, og man kan spørge sig selv, hvorfor udspillet ikke tillader de tre-fire år, det tager for en ufaglært at blive faglært. Men det har regeringen åbenbart ikke ville strække sig til, siger Niels Egelund.
Ritzau har spurgt Beskæftigelsesministeriet, hvilke uddannelser, der kan færdiggøres på to år, og her nævner ministeriet: tagdækker, receptionist, overfladebehandler, vindmølleoperatør og social- og sundhedshjælper.
De ufaglærte vil under en eventuel uddannelsesorlov modtage 80 procent af dagpengesatsen, mens de får tilbudt at låne de sidste 20 procent. Og den fordelagtige ordning kan ende med at skabe muggen i krogene på uddannelsesstederne, forudser Niels Egelund.
- Nogle af de andre, der er på uddannelserne, vil måske også spørge: "Hvorfor får de ledige ufaglærte så mange goder, mens jeg bare skal klare mig med SU?"
Endeligt spår professoren, at de ufaglærte får udfordringer med at motivere sig selv, når de pludselig skal tilbage på skolebænken.
- Jeg har den holdning, at uddannelse skal være noget, man ønsker. Det skal være noget, man går ind i, fordi man gerne vil det. Det skal ikke være pålagt med truslen om, at det går ud over dagpengene. Det er en uheldig ting.
- Personligt vil jeg nødigt undervise et sted, hvor der kommer nogen, der måske dybest set ikke har lyst til at være der, lyder det fra Niels Egelund.
/ritzau/