De seneste år har danskerne oplevet markante prisstigninger på dagligvarer, hvor alt fra kød og smør til morgenmadsprodukter er steget i pris.
De højere priser har skabt frustration hos mange forbrugere, men nu er der godt nyt.
Den amerikanske morgenmadsproducent Kellogg's har annonceret, at de vil sænke priserne på deres populære produkter som Cornflakes, Frosties og Coco Pops i Danmark.
Meldingen fra Kellogg's kommer i kølvandet på en intens priskrig i dagligvarebranchen, hvor flere supermarkedskæder har sat fokus på at gøre dagligvarer billigere.
Især Rema 1000 har markeret sig med aggressive prisstrategier, hvor billige private label-produkter har fået stor opmærksomhed.
I deres første tilbudsavis for 2025 annoncerede kæden eksempelvis 1.000 gram havregryn til blot fem kroner.
Sådan skriver B.T.
Denne prisstrategi har sat pres på store mærkevareproducenter, og det er nu tydeligt, at også Kellogg's har lyttet til markedets efterspørgsel.
Country Manager for Kellanova, selskabet bag Kellogg's i Danmark, Jan Friislund, bekræfter prisfaldet og forklarer:
"Vi vil fortsat sikre, at vores produkter har den bedste kvalitet, og i forhold til prisen på vores produkter, ser vi frem til snart at sænke vores vejledende udsalgspriser til glæde for vores forbrugere."
Selvom Rema 1000 tidligere har kritiseret de høje priser, møder Kellogg's beslutning om at reducere priserne positiv respons fra kæden.