Danskerne får måske snart råd til større, smartere, sikrere og sundere biler, hvis registreringsafgiften skrottes, skriver Jyllands-Posten.
Det satser en bred vifte af organisationer i hvert fald på i forlængelse af helt nye tal fra Skatteministeriet.
Ministeriet blev sidste år bedt om at beregne, hvad det vil koste at afskaffe registreringsafgiften, når gevinster i form af øget momsbetaling og arbejdsudbud modregnes.
Nu foreligger svaret. Staten henter 14,5 milliarder kroner om året på registreringsafgiften og vil lide et provenutab på knap syv milliarder kroner ved at afskaffe den, viser beregningerne.
Det betyder, at det er langt billigere at fjerne afgiften, end regeringen har givet udtryk for i Folketinget hidtil med et skøn på "15-20 milliarder kroner."
Tallene vækker opsigt politisk og i erhvervslivet. Så sent som i december anbefalede DI's Produktivitetspanel staten at gøre noget ved registreringsafgiften, og ministersvaret øger presset, mener Thomas Møller Sørensen, direktør for DI Bilbranchen.
- De dynamiske effekter ved at fjerne afgiften skal tages med, når vi ser på de reelle omkostninger ved afgiften, siger branchedirektøren.
Privatøkonom Las Olsen fra Danske Bank peger på, at næsten samtlige skatter og afgifter er forvridende. De koster borgerne mere i tab, end de giver staten i gevinst.
- Men jeg er overrasket over, at der åbenbart er så stort et forvridningstab ved registreringsafgiften, siger privatøkonomen.
/ritzau/