De seneste år er antallet af patienter hos de privat praktiserende læger steget mærkbart, og særligt yderområderne er hårdt ramt. Det skriver BT.
Tal fra de praktiserende lægers organisation, PLO, viser, at antallet af patienter hos en praktiserende læge med ydernummer er vokset fra 1484 patienter i 2007 til 1664 i 2016. Det svarer til en stigning på cirka ti procent.
Ifølge tallene fra PLO står det særligt slemt til i Region Nordjylland og Region Sjælland, hvor en privatpraktiserende læge i snit har henholdsvis 1776 og 1701 patienter.
Læge og professor Peter Vedsted, der forsker i almen praksis ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, ser store problemer i stigningen af patienter.
- Det bidrager til en skævhed i sundheden, for det giver mere ulige behandling, flere fejl og flere genindlæggelser. Det kan forringe folks livskvalitet, og det kan i sidste ende forkorte folks liv, siger Peter Vedsted.
Udviklingen skyldes både, at antallet af patienter er steget, og at antallet af praktiserende læger er faldet.
Mens 3641 praktiserende læger havde ydernummer i 2007, er tallet faldet til 3421 i 2016.
I samme periode er middellevetiden steget med 2,7 år og 2,0 år for henholdsvis mænd og kvinder. Dermed er patienterne både blevet flere og ældre. Og det skaber problemer, mener Peter Vedsted.
- Vi ved, at lægemangel især har konsekvenser for de patienter, der har størst behov for en koordineret sundhedsindsats: Kronikerne og de ældre patienter, siger Peter Vedsted.
/ritzau/