Præsident lover: Vi redder bortførte skolepiger

admin

10 år siden

|

04/05/2014

Dagens topnyheder

Den nigerianske præsident, Goodluck Jonathan, lover søndag, at hans regering vil sikre frigivelsen af de 223 skolepiger, der er blevet bortført af bevæbnede mænd.

- Vi lover, at hvor end pigerne er, vil vi få dem ud, siger præsidenten på direkte radio og tv.

- Det er en hård tid for dette land. Det er smertefuldt, lyder det fra Goodluck Jonathan, som opfordrer folk til at samarbejde i forsøget på at redde de mange piger.

Samtidig betoner præsidenten, at han godt forstår, hvis nigerianerne er vrede over, at det ikke går hurtigt nok med at få frigivet pigerne, der blev kidnappet i midten af april.

- Deres forsvinden må ikke blive endnu et mysterium, verden ikke kan løse, fortæller Goodluck Jonathan med reference til det forsvundne malaysiske fly, der endnu ikke er fundet trods en massiv indsats.

Nigerias regering søger hjælp fra blandt andet USA's præsident, Barack Obama, i kampen mod landets sikkerhedsproblemer. Også Frankrig, Storbritannien og Kina er blevet bedt om hjælp.

- USA er vigtigst. Jeg har talt med præsident Obama mindst to gange angående Nigerias sikkerhedsudfordringer, lyder det fra Goodluck Jonathan.

Det var angiveligt Boko Haram-militante, der den 14. april stormede en pigeskole i delstaten Borno. Pigerne blev stuvet sammen i lastbiler, der forsvandt ind i et fjerntliggende område langs grænsen til Cameroun.

Den brutale aktion har chokeret Nigeria, der ellers længe har været vant til at høre om grusomheder i forbindelse med det stadig mere blodige islamistiske oprør i den nordlige del af landet.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, svor lørdag, at Washington vil gøre "alt inden for mulighedernes grænser" for at hjælpe Nigeria med at håndtere Boko Haram-militante.

/ritzau/AFP