Rygterne om hans afgang var mange.
Men Lars Løkke Rasmussen fortsætter som formand for Venstre, selvom kritiske røster i både baglandet og folketingsgruppen havde håbet på det modsatte.
På tirsdagens hovedbestyrelsesmøde i Odense fik Lars Løkke Rasmussen mandat til at fortsætte i spidsen for partiet i fællesskab med næstformand Kristian Jensen, som flere ellers havde udset til at være Venstres nye styrmand.
Dermed overlover Løkke endnu en bilagssag. Denne gang var det 152.000 kroner til tøj, en betalt Mallorca-rejse til familien og rengøring efter rygning på ikke-ryger-værelser, der skabte røre internt i partiet.
Flere kommuneforeninger trak deres støtte til Løkke, og enkelte folketingsmedlemmer erklærede også deres mistillid til statsministerkandidaten.
Det er kun godt et halvt år siden, at Løkke sidst var under beskydning for sin omgang med penge.
Dengang blev problemerne skabt af dyre rejser på luftfartens luksusklasser som formand for klimaorganisationen GGGI, der er delvist finansieret af danske skatteyderes bistandskroner. En sag, der en kort overgang skabte dødt løb mellem rød og blå blok i meningsmålingerne.
Oppositionens massive forspring til regeringssiden blev dog hurtigt genetableret, da røgen fra GGGI-flyvningerne havde lagt sig, men det store oppositionsparti har aldrig siden genvundet sidste forårs svimlende opbakning fra omkring hver tredje vælger.
De seneste meningsmålinger viser, at Venstre kun står til at blive Danmarks tredjestørste parti.
Løkke indtog den landspolitiske scene for første gang tilbage i 2001, da Venstre og De Konservative vandt regeringsmagten.
Med et ubestrideligt politisk talent stod den daværende borgmester i Frederiksborg Amt højt på listen, da der skulle fordeles ministerposter.
Og med flere års erfaring fra det kommunale Danmark var det naturligt, at han fik posten som indenrigs- og sundhedsminister.
Her orkestrerede han blandt andet den historiske kommunalreform, som sammen med tilbagetrækningsreformen er nogle af hans største politiske fingeraftryk til dato.
Løkke blev forfremmet til finansminister i 2007, og det stod dermed også endegyldigt klart, at han var kronprinsen, når daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke længere ville være formand for Venstre.
Få år senere begyndte der dog at dukke skatteyderbetalte restaurations- og taxiregninger fra hans tid som amtsborgmester op i pressen. De såkaldte bilagssager var en realitet.
Selv forsvarede han sig med, at det var "en anden tid", men siden er bilagssagerne fortsat med at poppe op. Kaffe, cigaretter, diskoteksbesøg og rejser betalt eller delvist betalt af skattekroner.
Under GGGI-affæren vurderede flere politiske kommentatorer, at det var Lars Løkke Rasmussens sidste chance. Én bilagssag mere ville Venstre-formandens image ikke kunne holde til, lød det.
Og så kom den. Denne gang dog med et langt mindre beløb i centrum, end der var tale om i GGGI-sagen.
Det fik sammen med valgnederlaget til europaparlamentsvalget forrige søndag kritikken fra egne rækker til at blusse op. Derfor var tirsdagens hovedbestyrelsesmøde blevet dømt til at være et skæbnemøde for Løkke, der nu skal forsøge at klinke skårene i et såret Venstre.
/ritzau/