Politikere: Elever har for lange skoledage

admin

9 år siden

|

10/08/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det kommer bag på en række politikere på Christiansborg, at der er eksempler på børn i 2. klasse, der har fri klokken 14.25 fem dage om ugen og børn i 4. klasse, som ifølge deres skoleskema først får fri klokken 15.30 to dage om ugen.

Det skriver Politiken.

Hen over sommeren har avisen modtaget en række skoleskemaer fra familier i blandt andet Vojens, Viborg, Tårnby, Haslev, København, Svendborg og Egedal, som er overraskede over, at skoledagene er blevet så lange.

- Det her er bare ikke i orden, siger Alex Ahrendtsen, undervisningsordfører for Dansk Folkeparti, til Politiken.

I loven står, at eleverne skal have henholdsvis 30, 33 og 35 timer om ugen i snit over et år - afhængig af klassetrin.

Både hos Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative, De Radikale og SF har forventningen været, at skolerne ville fordele timerne ligeligt hen over ugens dage, så de ville slutte klokken 14 for de små, 14.30 på mellemtrinnet og cirka klokken 15 for de ældste.

- Jeg vil ikke give mig på, at de skal have det antal timer, som vi har besluttet. Men at elever i 6. klasse har fri 15.40 fire dage om ugen, det lyder af meget, siger skoleordfører Marianne Jelved (R) til Politiken.

Mai Mercado (K) mener heller ikke, at "det var det her, vi sagde ja til."

Også i SF er der utilfredshed.

- Hovedproblemet er, at skolereformen er underfinansieret. De ting, der skulle gøre dagene varierede og spændende - som at tage på udflugter og få folk ind udefra - kan ikke lade sig gøre, siger undervisningsordføreren i SF, Jacob Mark, til Politiken.

Dansk Folkeparti vil nu foreslå forligsparterne bag folkeskolereformen at stramme loven, så eleverne - medmindre de eksempelvis skal på tur - skal have fri klokken 14, 14.30 eller 15.

Og det er flere af partierne åbne over for at diskutere, skriver Politiken.

Ansvaret for skolerne ligger hos kommunerne, men Kommunernes Landsforening (KL) har ikke ønsket at tale med Politiken.

I en mail skriver formand for KL’s børne- og kulturudvalg Anna Mee Allerslev, at KL "ikke har kendskab til, at de eksempler, som Politiken bringer, er et generelt billede på, hvordan kommunerne tilrettelægger skoledagen".

Og KL ønsker ifølge Allerslev ikke, at der kommer rigide regler på området.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) vil endnu ikke svare på, om hun vil bakke op om forslaget fra DF, men siger, at hun vil tage emnet op på næste møde i folkeskoleforligskredsen.

- Skemaerne ser meget voldsomme ud i forhold til børnenes alder. Vi skal bare passe på, at vi ikke tager friheden fra de skoler, der sådan set godt kan få tingene til at fungere, siger ministeren til Politiken.

/ritzau/