Politiet sigter journalisten bag Se og Hør-skandalen

admin

10 år siden

|

14/05/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen er sammen med Aller Media A/S og en anden journalist blevet sigtet i Se og Hør-sagen. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Sigtelserne er rejst, efter at politiet onsdag morgen har foretaget ransagninger hos de to mistænkte journalister, der begge er tidligere ansatte på Se og Hør, og Aller Media A/S, der står bag ugebladet.

Politiet har desuden ransaget hos forlaget Bogkompagniet, der udgiver Ken B. Rasmussens bog "Livet, det forbandede", som med sine afsløringer af Se og Hørs samarbejde med den såkaldte "tys-tys kilde" sparkede gang i den omfattende skandale for et par uger siden.

Politiinspektør Bent Isager-Nielsen oplyser dog, at hverken forlaget eller dets ejer er mistænkte i sagen.

Samtidig afviser han, at politiet har været lang tid om at sigte disse centrale aktører i sagen.

- Pressen har skrevet meget om sagen i de seneste uger, men vi arbejder jo indenfor retsplejelovens rammer og skal bygge et mistankegrundlag op, inden vi kan få ransagningskendelser. Det får man ikke på baggrund af forlydender i pressen, siger han til Ritzau.

- Vi har foretaget mange afhøringer, og jeg synes faktisk, at det er gået relativt hurtigt, tilføjer han.

De to journalister er under mistanke for som ansatte på Se og Hør at have samarbejdet med "tys-tys kilden", der er en tidligere IBM-ansat med adgang til data hos Nets.

It-specialisten menes at have videresolgt fortrolige oplysninger om kendtes kreditkort-transaktioner til Se og Hør og blev sigtet i sagen 6. maj.

Ken B. Rasmussen er tidligere afhørt af Københavns Vestegns Politi med en sigtets rettigheder - dog uden at blive sigtet.

I forbindelse med onsdagens ransagning hos Aller Media A/S blev der rejst sigtelse mod medievirksomheden, som efter politiets opfattelse er den "juridiske person" bag Se og Hør.

De sigtede journalister og Aller Media A/S mistænkes blandt andet for at have overtrådt straffelovens paragraf 263 om freds- og æreskrænkelser.

Hvordan de stiller sig til sigtelserne, ønsker Bent Isager-Nielsen ikke at kommentere. Og han frygter i øvrigt ikke, at de, mens skandalen har udspillet sig, har kunnet skille sig af med afgørende beviser:

- Det er klart, at når en sag starter i medierne, vil vi være en smule på bagkant. Men det er ikke første gang, at vi prøver det. Og jeg er meget fortrøstningsfuld og tror på, at når vi får stykket alt bevismaterialet sammen, så finder vi det, vi skal. Det har jeg grund til at tro.

/ritzau/