Politiet sigter 25-årig mand for mordbrand i Grønland

admin

|

03/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Grønlands Politi har sigtet en 25-årig mand for drab, oplyser politiet i en pressemeddelelse torsdag.

Det var tidligt om morgenen lørdag, at politiet i den grønlandske by Uummannaq modtog en anmeldelse om en brand i et hus.

Sagen blev oprettet som brandstiftelse. Men under slukningen af branden blev der fundet en indebrændt person, som blev obduceret onsdag.

Politiet afventer stadig det endelige resultat af obduktionen. Men politiet har en formodning om, hvem personen er, fortæller fungerende vicepolitiinspektør hos det grønlandske politi, Kasper Berthelsen.

Hvis politiet har ret i sin formodning har offeret tilknytning til huset og den mistænkte gerningsmand, fortæller vicepolitiinspektøren, der ikke kan komme nærmere ind på, hvilken tilknytning det er.

Politiet efterforsker stadig sagen og mangler at slå årsagen til branden fast. Men efterforskningen har dog allerede ledt politiet til den 25-årige mand, som blev anholdt.

Han blev fremstillet i grundlovsforhør onsdag, hvor han blev varetægtsfængslet i 27 dage.

/ritzau/